Nyhed

Wehlast: S-pensionsudspil rammer plet

- Det er et stort skridt i den siger retning, siger forbundsformand Ole Wehlast om Socialdemokratiets udspil om en forbedret ret til tidlig pension. Særligt tre forbedringer er vigtige, mener han.
Mette Frederiksen præsenterede Socialdemokratiets udspil til forbedringen af tidlig pension for en udvalgt gruppe forbundsmænd, herunder Ole Wehlast (nr. 2 fra venstre)
Mette Frederiksen præsenterede Socialdemokratiets udspil til forbedringen af tidlig pension for en udvalgt gruppe forbundsmænd, herunder Ole Wehlast (nr. 2 fra venstre)

- Det rammer plet.

Sådan lyder kommentaren fra forbundsformand i Fødevareforbundet NNF til Socialdemokratiets nye pensionsudspil.

Hvis Socialdemokraternes udspil en styrket tidlig pension bliver til virkelighed, er det gode nyheder for medlemmerne af Fødevareforbundet NNF. Det fastslår forbundsformand Ole Wehlast efter han torsdag eftermiddag fik præsenteret udspillet af Mette Frederiksen.

Jeg glæder mig over, at ydelsen skal hæves
- Ole Wehlast

Særligt tre af forbedringerne er vigtige, forklarer han:

- Jeg glæder mig over, at ydelsen skal hæves. Det gør ordningen langt mere attraktiv for alle dem, der ikke er fuldstændig nedslidte, og som dermed kan visiteres til seniorpension, men som gerne vil have nogle gode år på pension efter et langt arbejdsliv. 

Står det til socialdemokraterne hæves ydelsen med omkring 3.000,- kr. om måneden, så den svarer til ydelsen for seniorpension. 

En blød tilbagetrækning

Derudover glæder Ole Wehlast sig over, at Socialdemokratiet vil gøre ordningen fleksibel, så man har mulighed for at arbejde samtidig med, at man er på ordningen.

-    Det har været et stort ønske hos mange af vores medlemmer. Vi kender det fra efterlønsordningen, hvor man har mulighed for at tilrettelægge en blødere tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det er et vigtigt tilbud, når man, som langt de fleste af vores medlemmer, holder af sit arbejde, men ikke nødvendigvis har kræfterne til 37 timers hårdt, fysik arbejde om ugen.

Vigtigt en fastfrysning af alderen for tidlig pension

Et væsentligt element i udspillet er en fastfrysningen af alderen for, hvornår man kan gå på tidlig pension. Det har Fødevareforbundet NNF kæmpet for siden ordningen blev indført i 2020.

-    Uden en fastfrysning vil ordningen blive udhulet over tid. Vi kunne se frem til en situation, hvor dem med hårdeste længste og hårdeste arbejdsliv først kan gå på tidlig pension, når de nærmer sig 70 år. Det sætter Socialdemokraterne nu en stopper for, forklarer Ole Wehlast.

For os er det vigtigste, at der sker en fastfrysning af ordningen.
- Ole Wehlast

Ifølge Socialdemokratiets udspil bliver alderen låst på 66 år i 2060. Fødevareforbundet NNF havde gerne set, at ordningen blev låst på de nuværende 64 år.

-    For os er det vigtigste, at der sker en fastfrysning af ordningen. Det har stor betydning for vores medlemmer, at de ved, at de har mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed – også selvom pensionsalderen over tid stiger til 70 år, fastslår Ole Wehlast.