Jan Volthers er 59 år.
Han har været på arbejdsmarkedet i 44 år.
Han startede som 15-årig i lære på slagteriet i Nykøbing Falster. Siden blev det til 33 år som industrislagter, først lokalt – senere i Ringsted. I dag arbejder han i produktionen på Toms i Ballerup.
Hver morgen kører han 130 kilometer fra Nykøbing Falster til Ballerup. Og 130 kilometer hjem igen.
- Ellers gjorde jeg det jo ikke, siger han med et grin:
- Jeg er glad for mit arbejde.
Men glæden ved arbejdet ændrer ikke ved én ting:
- Man skal selv have retten til at gå, før kroppen siger stop.
44 år med gentagelser
På Toms arbejder Jan i dragé-afdelingen. Her bliver nødder og mandler vendt i sukker, farve og smag. Det er produktionsarbejde. Gentagelser. Rutiner. Tempo.
- Det er jo ikke sådan, at jeg tager piller hver dag. Men man kan da mærke det. Skuldre, ryg, arme. Det kommer snigende.
Vi har haft job, hvor vi gentager den samme bevægelse tusindvis af gange. Over årtier. Selvfølgelig sætter det sig.
Han ved, hvordan det fungerer. Nedslidning kommer ikke fra den ene dag til den anden. Den bygger sig op.
- Vi har haft job, hvor vi gentager den samme bevægelse tusindvis af gange. Over årtier. Selvfølgelig sætter det sig.
Han betragter sig selv som heldig.
- 7-9-13. Jeg har ikke de store skavanker. Men jeg kan jo ikke vide, hvordan jeg har det om ti år.
De unge, der forsvandt
Det, der har gjort størst indtryk på Jan gennem årene, er ikke hans egen krop.
Det er de yngre kolleger.
- Jeg har set unge mennesker forlade arbejdsmarkedet 20 år før tid. De kunne simpelthen ikke holde til det.
Især fra tiden på slagteriet husker han kolleger, der blev nedslidt alt for tidligt.
- Det er jo sørgeligt. Mest for dem selv. Men også for samfundet. At vi har brancher, hvor man bliver slidt ned så hurtigt.
Halvdelen af dem, der visiteres til seniorpension, har sygdomme i knogler og muskler. Hver femte på grund af psykiske lidelser .
Nedslidning er ikke en myte. Det er en realitet.
Artiklen fortsætter under billedet

“Jeg vil gerne arbejde – men jeg vil selv bestemme”
Jan elsker at arbejde. Han er tillidsrepræsentant. Han holder af det sociale fællesskab. Af at bidrage.
- Jeg tror ikke, jeg er god til at gå hjemme. Arbejdet er en stor del af mit liv.
Så længe mit helbred kan, så vil jeg gerne. Men det skal være min beslutning.
Han har tidligere sagt, at han i princippet gerne ville arbejde, til han var 80.
Men forskellen er vigtig:
Det skal være hans valg.
- Jeg bryder mig ikke om, at man bliver presset til at arbejde længere, end kroppen kan holde til. Så længe mit helbred kan, så vil jeg gerne. Men det skal være min beslutning.
Det er her, pensionsdebatten bliver afgørende.
75 år i produktionen?
Hvis pensionsalderen fortsætter med at stige hurtigt, risikerer mange fysisk krævende fag at skulle arbejde, til de er 74 eller 75 år.
- Tag en slagteriarbejder. En brolægger. Det er næsten ligegyldigt hvilken branche. Der er ikke ret mange, der kan se sig selv være 75 år og stadig være på gulvet.
Tre ud af fire under 50 år er bekymrede for, om de kan holde til pensionsalderen . Bekymringen handler ikke om manglende vilje – men om fysisk og psykisk belastning.
Når pensionsalderen stiger med et helt år, hver gang levetiden stiger med ét år, rammer det skævt.
Derfor peger fagbevægelsen på, at levetidsindekseringen skal lempes, så pensionsalderen stiger langsommere .
Det handler om retfærdighed.