Nyhed

Hver anden dansk gris køres ud af landet – endelig reagerer politikerne

Moderaterne vil sætte ind over for den eksploderende eksport af smågrise. Det vækker glæde hos Fødevareforbundet NNF, der i årevis har advaret om konsekvenserne.

- Endelig!

Sådan lyder kommentaren fra forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast efter Moderaterne lørdag præsenterede deres forslag om at begrænse smågriseeksporten

- Vi har forsøgt at råbe politikerne op i den her sag i mange år. Derfor er jeg rigtig glad for, at Moderaterne nu gør smågriseeksporten til et tema i valgkampen, siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast.

Det er stukket helt af
- Ole Wehlast

Han peger på, at eksporten rammer både dyrevelfærd, klima og danske arbejdspladser.

- Over halvdelen af de grise, der bliver produceret i Danmark, bliver kørt ud af landet til opfedning og senere slagtning i udlandet. Det har kostet tusindvis af arbejdspladser på de danske slagterier. Beskæftigelsen er styrtdykket i takt med, at eksporten er steget, og vi har for længst passeret det punkt, hvor flere grise eksporteres levende, end der bliver slagtet i Danmark. Det er stukket helt af, siger Ole Wehlast.

Det kæver politik mod og vilje

Fødevareforbundet NNF har i flere år advaret mod udviklingen og efterlyst politiske løsninger. Derfor er det ifølge forbundsformanden positivt, at der nu kommer politisk fokus på problemet.

- Smågriseeksporten stopper ikke af sig selv. Så længe producenterne kan tjene gode penge på at sende grisene ud af landet i stedet for at få dem opfedet og slagtet i Danmark, har de ingen grund til at ændre kurs. Hvis eksporten skal bremses, kræver det politisk vilje og handling, siger han.

Smågriseeksporten stopper ikke af sig selv
- Ole Wehlast

Samtidig understreger Ole Wehlast, at der ikke findes en hurtig løsning.

- Smågriseeksportørerne har stor indflydelse på de politiske rammevilkår. Jeg tvivler på, at de frivilligt vil opgive en milliardforretning. Derfor skal de politikere, der vil gøre op med smågriseeksporten, ikke bare være klar til at udfordre EU, der i høj grad regulerer smågriseeksporten. De skal også være parate til at lægge arm med landbruget.