Artikel

Et ”træls” syn møder Brian på vej til slagteriet: Nu vil politikerne gribe ind, men er det valgflæsk?

I årevis har slagteriarbejdernes tillidsrepræsentant Brian Vestergaard set lastbiler med smågrise køre mod grænsen. Nu vil politikerne bremse smågriseeksporten, men ender løfterne som valgflæsk eller virkelighed?

Én ting frustrerer ham grænseløst i trafikken.

Det er ikke cyklister, der glemmer at vise af, når de drejer.

Det er heller ikke bilister, der konsekvent ligger i overhalingsbanen på motorvejen.

Det er de mange lastbiler læsset med smågrise, der hver dag kører mod grænsen.

– Det er træls at se på. Det er jo arbejdspladser, der kører ud af landet, siger Brian Vestergaard, der er fællestillidsrepræsentant på Danish Crown i Blans.

Men fremover bliver der måske færre lastbiler med smågrise på de sønderjyske motorveje – i hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet og Moderaterne, som vil begrænse smågriseeksporten.

Løfterne skal omsættes til handling

Fra 2018 til 2022 blev der hvert år eksporteret omkring 14 millioner smågrise ud af Danmark. Siden er det steget. I 2025 var tallet over 16 millioner.

Brian Vestergaard har set mange af dem på sin vej til og fra slagteriet. Han har set antallet af slagtesvin falde. Og han har set, hvordan det har kostet kollegaer rundt i landet jobbet, når slagterier er lukket - senest i Sæby og Ringsted.

Dialogen skal bare gerne fortsætte efter valget og omsættes til handling.
- Brian Vestergaard, fællestillidsrepræsentant

Derfor håber han, at der er hold i valgløfterne fra Socialdemokratiet og Moderaterne om at begrænse smågriseeksporten.

– Det er fint, at politikerne tager problemet op, og der er en dialog. Den skal bare gerne fortsætte efter valget og omsættes til handling. Det er jeg lidt spændt på, siger Brian Vestergaard og fortsætter:

– Så lad os se, hvad der sker efter valget. Jeg har armene lidt oppe, men jeg er sønderjyde, så jeg vil gerne have syn for sagen først.

Positivt med politisk fokus

I København er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast noget mere fortrøstningsfuld:

- I årevis har vi forsøgt at få den her sag sat på dagsordenen. Det er et stort skridt i den rigtige retning, at det overhovedet er blevet en varm politisk kartoffel, siger han og fortsætter:

– Det glæder mig, at både Socialdemokratiet og Moderaterne nu vil se på udfordringerne med smågriseeksporten. Den stigende smågriseeksport koster danske arbejdspladser, og knap to tusinde slagteriarbejdere har mistet deres job i løbet af sidste par år. Det er godt, at politikerne langt om længe virker til at have forstået, at her er et problem, som de skal løse.