Skrevet af forbundsformand Ole Wehlast, samt Christian Rosenkvist Elgaard, næstformand og daglig leder, Dansk El-Forbund. Henrik W. Pedersen, forbundsformand, Blik og Rør. John Nielsen, forbundsformand, Serviceforbundet. Tonny Olsen, forbundsformand, Malerne. Henning Overgaard, forbundsformand, 3F.
Kære Morten Messerschmidt. Vores næsten 350.000 medlemmer og mange, mange flere almindelige danskere er usikre på, hvornår de i fremtiden kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Pensionsalderen stiger som bekendt i disse år, og langt de fleste tvivler på, at de kan holde til at arbejde, til de er 70, 71 eller 79 år.
For seks år siden var du med til at etablere tidlig pension. Både du og de andre partier bag ordningen, Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, kunne godt se det rimelige i, at der kom en mulighed for tidligere pensionering for de mennesker, der er startet tidligst på arbejdsmarkedet, og gennem hele livet har haft hårde, fysiske jobs.
Nu har fire borgerlige partier, Konservative, Liberal Alliance, Moderaterne og De Radikale hældt tidlig pension ned af brættet. Det synes vi er brandhamrende asocialt og uretfærdigt, for som du ved, vil vi og vores medlemmer det stik modsatte, nemlig en kraftig forbedring af tidlig pension.
Du, Morten, har her i valgkampen været på banen med et forslag om at sætte en stopper for den stigende pensionsalder ved 69 år. Det er meget positivt, I spiller ud. Men det hjælper ikke dem, der har brug for at kunne trække sig tidligere. Hvad vil du og DF egentlig med tidlig pension?
Hvad med resten af danskerne, de ufaglærte og faglærte – vores medlemmer, der ikke kan holde til de 69 år?
De fleste af vores medlemmer kan ikke holde til at arbejde, til de er 69 år, som du foreslår. Mere end halvdelen af faglærte stopper faktisk på arbejdsmarkedet i starten eller midten af 60’erne efter 45 slidsomme år på arbejdsmarkedet. Et stop for pensionsalderen på 69 år vil dermed først og fremmest få betydning for dem der bliver længst tid på arbejdsmarkedet, hvilket vil sige akademikerne og de højtlønnede. Hvad med resten af danskerne, de ufaglærte og faglærte – vores medlemmer, der ikke kan holde til de 69 år?
De seneste 20 års tilbagetrækningsreformer har ramt skævt. Og alene de seneste ti år er tilbagetrækningsalderen steget med omkring 2,6-2,7 år for ufaglærte og faglærte, mens den kun er steget med 0,9 år for akademikere. Det svarer til, at tilbagetrækningsalderen er steget omkring tre gange så meget for de faglærte og ufaglærte.
Vi har været glade for samarbejdet med DF gennem de senere år, og DF er gået i front for den almindelige arbejders forhold og i mange tilfælde støttet op omkring vores forslag til forbedringer omkring pension, social dumping og arbejdsmiljø. Kan vi fortsat regne med støtten fra din side, Morten? Er DF fortsat et parti, som den almindelige arbejder kan regne med og stole på, også når det gælder førtidige pensionsordninger?
Og vigtigst af alt: Hvordan vil DF kæmpe for vores medlemmer, i en regering fuld af partier, der vil det stik modsatte af os og DF? Du skylder vores 350.000 medlemmer et klart svar her i slutningen af valgkampen: Vil DF være en del af eller støtte en regering, der ikke vil udvide tidlig pension? Vi venter i spænding, men det haster!