2.600 kroner ekstra om året. Det kan du se frem til, hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde.
Regeringen har nemlig besluttet at hæve kørselsfradraget for 2026, og det betyder flere penge i lommen på mange medlemmer af Fødevareforbundet NNF. Det viser nye tal fra Arbejdernes Erhvervsråd (AE).
Kørselsfradraget – eller befordringsfradraget som SKAT kalder det – stiger med 0,89 kr. pr. kilometer for dem, der kører 24-120 km pr. dag. Det er en stigning på knap 40 procent.
Det giver en skattelettelse på ca. 2.600 kroner til 7.260 medlemmer, der har ret til kørselsfradrag.
Tjener du under 341.500 kr. om året, får du udover en højere kilometersats også fordoblet dit forhøjede kørselsfradrag fra 15.400 kr. til 30.800 kr.
Faktaboks: Få pengene nu eller gem dem til næste år
Hvis du gerne vil have gavn af det højere fradrag hurtigst muligt, kan du ændre din forskudsopgørelse for 2026 på Skats hjemmeside i felt 417.
Så får du et nyt skattekort med et højere månedligt fradrag resten af året.
Du kan også vente med at indberette dit befordringsfradrag til årsopgørelsen kommer i foråret 2027. Så vil du i stedet få udbetalt pengene som overskydende skat.
Husk, at du selv skal indberette dine kørselsdage til og fra arbejde, da SKAT ikke automatisk får besked.
Du kan beregne dit kørselsfradrag her: Beregn selv dit kørselsfradrag
Får mest ud af det højere fradrag
Fødevareforbundet NNF’s medlemmer er suverænt den faggruppe, der får mest ud af ændringerne i kørselsfradraget. Det viser tallene fra AE, som har sammenlignet 15 a-kasser.
I toppen ligger Fødevareforbundet NNF, hvor hele 47,6 procent af medlemmerne får gavn af det forhøjede fradrag. De kan se frem til en skattelettelse på 2.600 kr. i gennemsnit.
Til sammenligning bliver 39,4 procent af medlemmer af 3F berørt, og de får i gennemsnit en skattelettelse på 2.400 kr. I bunden ligger FOA, hvor 27,5 procent af medlemmerne bliver berørt, og de får i gennemsnit en skattelettelse på 1.600 kr.
Forhøjelsen af kørselsfradraget i 2026 skyldes de kraftige prisstigninger på benzin og diesel. Det gælder foreløbigt et år.