Foto af Rune Evensen
Artikel

480 timers overarbejde i Lagkagehuset: Så fik Josefine klar besked af lægen

25-årige Josefines læretid i Lagkagehuset endte hos lægen. Hun sov ikke om natten og havde tre måneders overarbejde. En simpel vane fra hendes arbejdsdag viste sig senere at være guld værd - se, hvordan du nemt kan kopiere den.

Hun havde rykket sine grænser så længe. Nu satte lægen en for hende: Find et andet arbejde.

Beskeden kom ikke bag på Josefine. De mange søvnløse nætter var et klart tegn på, at noget ikke var, som det skulle være. Det var derfor, hun havde bestilt tid hos lægen.

Men med kun ét år tilbage af sin uddannelse som bager var recepten på ”Et nyt arbejde” svær at sluge for Josefine:

– Det var hårdt, for det føltes som at give op, og jeg ville gerne kæmpe for min sag. Det var ekstra svært, fordi jeg kun manglede det sidste år. Hvordan var jeg stillet, hvis jeg sagde op? Kunne jeg finde en anden læreplads? siger Josefine.

Hvad Josefine endte med at gøre, kan du se længere nede i artiklen, men først får du forklaringen på, hvad der førte til, at Josefine endte hos lægen.

En hård start

Efter at have afsluttet grundforløbet på bager- og konditoruddannelsen i 2016 drømte Josefine i 2022 om at vende tilbage til faget. Det fik hun mulighed for hos Lagkagehuset, der søgte lærlinge.

– Det var jo en stor, fancy kæde, så jeg forestillede mig, at de kunne noget, siger Josefine.

Hun startede i januar og aftalte med mester, at hun skulle arbejde som ufaglært frem til slutningen af marts, hvor hun fyldte 25 år. Derefter kunne hun blive voksenlærling og få højere løn i sin læretid.

Det var hårdt. De manglede virkelig hænder.
- Josefine, voksenlærling

Den plan var Josefine glad for, men starten på det nye job blev voldsom. 

– Det var hårdt. De manglede virkelig hænder. Jeg mødte kl. 3 om natten og havde mange, lange arbejdsdage, men kollegaerne var søde, og mester var åben og lyttede. Jeg følte, at jeg godt kunne finde ud af det, fortæller Josefine.

I den periode begyndte hun også at skrive sine arbejdstimer ned. Det fik stor betydning senere.

Rod i timerne

Den 1. april 2022 fik Josefine ny titel som voksenlærling.

Mængden af overarbejde blev mindre, men da hun i efteråret blev sendt til en anden lokation for at passe ovn i en periode, havde hun 120 timers overarbejde, da hun kom retur.

Jeg var frustreret over, at der ikke var styr på tingene.
- Josefine, voksenlærling

Hun bad om at få timerne udbetalt, men selv om mester sagde ja, kom der ingen penge.

– Jeg fik ikke betaling for de timer, og de var ikke registreret i systemet. Jeg var frustreret over, at der ikke var styr på tingene, men jeg håbede, at det blev bedre, siger Josefine.

Men da hun i december 2023 pludselig blev sat til at afspadsere en hel uge op til jul, fik hun nok. Så tog hun et drastisk skridt.

Optrappes konflikten?

At ringe til fagforeningen føltes stort.

– Man har en forestilling om, at det optrapper konflikten, siger Josefine.

I Fødevareforbundet NNF fik hun fat i faglig konsulent Steen Munk, som forklarede, at afspadsering skal aftales. Udover det gode råd fik hun også Steens direkte nummer:

– Jeg kunne bare ringe. Den enorme opbakning var alt værd, siger Josefine. Den fik hun brug for senere.

Lægen: ”Det ødelægger dig”

Afspadseringen blev annulleret, men i sommeren 2024 fik Josefine en ny udfordring:

Mester havde gik kollegaerne ferie, og derfor skulle hun arbejde 12 ud af 14 dage – uden sin ugentlige fridag.

Det begyndte at fylde så meget, at jeg fik problemer med at sove.
- Josefine, voksenlærling

Det betød endnu flere timer på overarbejdskontoen, og frustrationen sled på hende.

– Det begyndte at fylde så meget, at jeg fik problemer med at sove, fortæller Josefine.

Hun gik derfor til lægen, og her var beskeden klar:

– Min læge sagde direkte: ”Du skal finde et andet sted at være. Det der ødelægger dig,” fortæller Josefine.

Efter at have talt med Steen og lærerne på sit uddannelsessted tog hun en beslutning.  

480 timers overarbejde

Hun måtte væk fra Lagkagehuset. Derfor sendte Josefine i november 2024 en ansøgning, og to dage efter fik hun en ny læreplads på Universitetshospitalet i Århus. 

Det betød farvel til Lagkagehuset, men hun manglede lige at få afregnet alle sine overarbejdstimer.

– Jeg sendte Steen dokumentation for alle mine timer gennem tre år, og så kørte han sagen, siger Josefine.

I alt havde hun 480 timers overarbejde. Med Steens hjælp lykkedes det at få timerne udbetalt.

Man skal ikke være bange for at ringe til sin fagforening og få korrekt hjælp.
- Josefine, voksenlærling

I dag er Josefine færdigudlært og stadig ansat hos Universitetshospitalet i Århus.

– De har virkelig støttet mig – især til min svendeprøve, hvor jeg fik lov at øve i arbejdstiden, og kollegaerne også mødte op og fejrede mig efter prøven, fortæller Josefine, som har et klart råd til andre unge, der oplever udfordringer på lærepladsen:

– Man skal ikke være bange for at ringe til sin fagforening og få korrekt hjælp.

Del din oplevelse: Har du også haft udfordringer med overarbejde?

Har du også oplevet udfordringer med overarbejde i Lagkagehuset eller andre bagerier, så vil jeg meget gerne høre fra dig på ft@nnf.dk 

Lagkagehuset: "Vi har styrket retningslinjerne for vores ledere i forhold til lærlinges arbejdstid"

Hos Lagkagehuset er vores medarbejdere meget vigtige for os, og vi er dedikerede til at investere i deres trivsel og udvikling, herunder vores lærlinge.

I den konkrete sag blev der indgået et forlig med fagforeningen som en pragmatisk løsning, og vi respekterer både processen og sagens udfald.

Sagen gav anledning til en grundig gennemgang af vores interne procedurer. Siden da har vi styrket retningslinjerne for vores ledere i forhold til lærlinges arbejdstid og tidsregistrering. 

Vores nuværende lærlinge arbejder inden for de aftalte rammer, og der forekommer kun sporadisk opgaverelateret overarbejde, som altid bliver afregnet i overensstemmelse med den gældende overenskomst.

Det er hverken vores politik eller hensigt, at lærlinge skal oparbejde betydeligt overarbejde, og vi er forpligtede til at sikre, at dette ikke sker fremover.