Chok og ærgelse.
Det var reaktion fra næstformand i Fødevareforbundet NNF Jim Jensen, da han fik at vide, at Danish Crown indstiller deres fabrik i Aalborg til lukning.
- Det er en rigtig ærgerlig nyhed. Vi har omkring 80 dygtige medlemmer, der med dagens besked får vendt deres arbejdsliv på hovedet.
Lukningen sker ikke fra den ene dag til den anden. Ifølge Danish Crown skal produktionen gradvist lukkes ned og flyttes til andre fabrikker i Danmark. Først i 2028 er det planen, at fabrikken i Aalborg helt skal ophøre med at producere fødevarer.
Vi har omkring 80 dygtige medlemmer, der med dagens besked får vendt deres arbejdsliv på hovedet.
Vigtigt at få lagt en plan
Jim Jensen fortæller, at Fødevareforbundet NNF har været i kontakt med Danish Crown, og arbejdet med at få de berørte medlemmer godt videre i deres arbejdsliv er allerede startet:
- Vi har jo desværre en vis erfaring med at hjælpe fyrede medlemmer videre. Det er aldrig sjovt, når man er tvunget til at tage afsked med sin arbejdsplads. Men erfaringen har vist os, at vores medlemmer er eftertragtet arbejdskraft. Jeg føler mig overbevist om, at vi også denne gang kan få vores medlemmer godt videre.
Han understreger, at situation i Aalborg er særlig, fordi lukningen skal ske over en længere periode:
- Når det første chok har lagt sig, så starter vores opgave med at sikre, at vores medlemmer bliver stillet bedst muligt i tiden frem mod 2028. Virksomheden skal ikke blot lægge en plan for nedlukningen af produktionen. Der skal også lægges en plan for den enkelte medarbejder, siger Jim Jensen.
Virksomheden skal ikke blot lægge en plan for nedlukningen af produktionen. Der skal også lægges en plan for den enkelte medarbejder.
Håb om nye jobmuligheder
Selvom lukningen rammer hårdt i Aalborg, så hæfter Jim Jensen sig, at produktionen ikke forsvinder ikke ud af landet, men i stedet flyttes til andre danske fabrikker.
- Der er ikke noget positivt at sige om, at en arbejdsplads med så lange traditioner lukker. Men i det mindste bevares arbejdspladserne inden for landets grænser. Det betyder noget for branchen.
Fabrikken ligger centralt i Aalborg har været en del af bybilledet i tæt på 60 år. Ifølge Danish Crown har netop den bymæssige placering været med til at puste til planerne om at rykke produktionen. Det er nemlig tungt at omstille fabrikken, når der skal tages hensyn til naboer, byliv og nærliggende parker.